Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Enighed om Region Syddanmarks 2013-budget

Region Syddanmarks forretningsudvalg er blevet enige om regionens budget for 2013.

Generelle helbredsundersøgelser af 120.000 syddanskere, internetbaseret terapi til syddanskere med lette sindslidelser og 100 mio. kr. til en letbane i Odense.

Det er nogle af de nye initiativer, som medlemmerne i Region Syddanmarks forretningsudvalg er enige om at sætte i værk. Et enigt forretningsudvalg har i eftermiddag sendt et samlet ændringsforslag til regionens 2013-budget videre til behandling i regionsrådet.

- Regionernes aftale med regeringen gør, at vi i Region Syddanmark starter med at have færre penge at løse vores opgaver for til næste år, i forhold til hvad vi har i år. Derfor er det rigtigt glædeligt, at vi alligevel har fundet penge til nye initiativer, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

- Fordi vi har færre penge at gøre med, skal vi på sundhedsområdet blive bedre til at forebygge frem for at helbrede. Vi skal have skåret unødige behandlinger og efterkontroller væk og erstattet det med en indsats, vi ved virker. Det har vi sat en tydelig dagsorden om med dette budget.

For at reducere antallet af akutte indlæggelser af medicinske patienter har de syddanske politikere aftalt, at sætte gang i et forsøg med bedre samarbejde mellem sygehusene, de praktiserende læger og kommunernes hjemmepleje. Projektet skal praktisk talt gribe ældre borgere, så unødige indlæggelser på sygehuset undgås. Sammen med generelle helbredsundersøgelser skal dette forsøg skubbe sundhedsvæsenet i en retning, hvor syddanskerne oplever bedre sammenhæng og færre indlæggelser.

Flere penge til psykiatri

Udover penge til et nyt telepsykiatrisk center i Odense, som blandt andet skal teste internetbaseret terapi til patienter med lettere depressioner, vil de syddanske politikere også gøre en indsats for at flere psykisk sårbare unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Manglen på psykiatere er et stort problem, og derfor er politikerne også enige om at gøre en ekstra indsats for at rekruttere udenlandske psykiatere og styrke uddannelsen af de medarbejdere, der arbejder i psykiatrien i Region Syddanmark.

Besparelser i administrationen

For at sikre balance i regionens økonomi til næste år har politikerne også aftalt, at der skal spares i alt 16 mio. kr. i regionens administration i regionshuset i Vejle.
Region Syddanmark starter i 2013 med 135 mio. færre kroner at løse sine opgaver for – sammenlignet med i år. De syddanske borgere skal altså indstille sig på, at de til næste år bliver mødt af et sundhedsvæsen, der i højere grad må prioritere i sine ydelser. For samtidig med at der er færre penge at gøre godt med, skal de syddanske sygehuse nemlig behandle flere patienter for de penge, de får.

- Som en ny ting i forhold til regionernes budgetter har regeringen lagt et loft over regionernes anlægsbudgetter i 2013. Det truede faktisk vores store sygehusbyggerier – blandt andet i Aabenraa, Kolding og Esbjerg. Men ved at skubbe en række andre investeringer, undgår vi at forstyrre de store sygehusbyggerier. Det er jeg meget tilfreds med, siger Carl Holst

Region Syddanmarks 2013-bruttobudget er på 25 mia. kr. For de penge leverer 25.000 fuldtidsmedarbejdere sundhed, social- og psykiatriydelser og regional udvikling til 1,2 mio. syddanskere.

Region Syddanmarks 2013-budget bliver endeligt vedtaget på regionsrådets møde den 24. september 2012.

Yderligere oplysninger:

Regionrådsformand Carl Holst, Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10

Regionsdirektør Mikkel Hemmingsen, Region Syddanmark, mobil 29 20 19 75




Siden er sidst opdateret 13-09-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring