Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2012pilSeptember 2012pilRøde Kors fejrer 30-års jubilæum i nye lokaler
Indvielse og jubilæum på Røde Kors Center

Centerleder Heidi Lindberg Jensen (tv), bestyrelsesformand Margit Rossing og formand for Socialudvalget i Region Syddanmark Bente Gertz (th) på den nye tagteresse på Røde Kors Bo- og Dagcenter i Kolding.




Røde Kors fejrer 30-års jubilæum i nye lokaler

06-09-2012 | Af Mira Borggreen

På Dansk Røde Kors Bo- og Dagcenter i Kolding har de fået nye opholdsrum, større terrasser med havudsigt og et helt nyt dagscenter. De nye rammer, der er betalt af Region Syddanmark, skal give både brugere og beboere større frihed i hverdagen.

Snart kan beboerne og brugerne på Dansk Røde Kors Bo- og Dagcenter plukke solmodne tomater og på sigt appelsiner i centrets nye orangeri på Sjællandsvej i Kolding. Men allerede nu kan de høste frugterne af det seneste års byggeri og renoveringsarbejde. Der var glade smil og gaver, da de nye og tidssvarende lokaler blev indviet torsdag den 6. september.

- Opdateringen af centeret giver brugere, beboere og personale nye opholdsrum, bedre adgangsforhold, større terrasser med havudsigt, nye mødelokaler og et nyt dagscenter med nye muligheder og særskilt hvilerum. I det hele taget har vi med de nye tiltag gjort en dyd ud af at forbedre rammerne sådan, at de er tilpasset brugernes behov og personalets ønsker, sagde formand for Region Syddanmarks Socialudvalg, Bente Gertz (S).

Nybyggeriet og renoveringen på bo- og dagcentret er en direkte følge af Region Syddanmarks kortlægning af bygningsstandarden på regionens institutioner for fem år siden, da regionen blev en realitet. Region Syddanmark ønskede at gøre institutionerne tidssvarende, og det ønske kom bl.a. Dansk Røde Kors Bo- og Dagcenter i Kolding til gode.

Også bestyrelsesformand for centeret, Margit Rossing, talte til de fremmødte. Hun fremhævede centerets lange historie:

- Oprindeligt opstod tanken om at etablere et hjem for yngre handicappede for mere end 45 år siden. Første spadestik blev taget 7. august 1980, og de første beboere flyttede ind i juni 1982. Fra 2000-2006 byggede vi om, og i 2010 tog vi så fat på en modernisering af centeret. Det er den modernisering, vi fejrer i dag.

Personalet er afgørende

Opdateringen omfatter et nyt og større dagcenter med flere aktivitetsrum og hvilerum og bedre fællesfaciliteter for beboerne med samlingsrum i stedet for de tidligere nicher på gangene. Også de administrative faciliteter og arbejdsrum for personalet er blevet udbygget og renoveret.

Bente Gertz brugte da også anledningen til at rose personalet for deres arbejde igennem årene.

- Gennem 30 år har centeret taget imod og tilbudt personer med hjerneskade omsorg, pleje og samvær. Gode medarbejdere er den afgørende faktor for at skabe trygge rammer, hvor både beboere og brugere kan trives. For der er mange udfordringer, når man er hjerneskadet eller har et andet neurologisk handikap. Derfor er jeg også glad for, at brugere og beboere på Dansk Røde Kors Bo- og Dagcenter hver dag mødes af medarbejderne, der er klædt fagligt godt på til at give den enkelte en værdig hverdag. For medarbejderne er afgørende for at skabe trygge rammer, hvor både beboere og brugere kan trives, sagde Bente Gertz.

Frisk luft og appelsiner

Beboerne og brugerne har også fået lettere ved at nyde det udendørs liv. Således er der installeret automatiske døre uden dørtrin, så beboerne selv kan køre ud, og terrasser og anden flisebelægning er gjort kørestolsvenlige, så det alt i alt er blevet lettere for beboerne selv at færdes udendørs. Beboerne kan også nyde renoverede terrasser og altaner, som er blevet både større og lettere tilgængelige for kørestolsbrugere.

Endelig har dagcentret har fået en stor terrasse og et nyt orangeri/drivhus, som er skænket af Røde Kors afdelingerne.

Det er to år siden, planlægningsarbejdet for nybygningen og renoveringen gik i gang, og selve byggeriet gik i gang sidste sommer; først med tilbygningen og siden med renoveringen.




Fakta

Dansk Røde Kors Bo- og Dagcenter er et bo- og aktivitetstilbud til mennesker over 18 år med erhvervet hjerneskade og kroniske lidelser, fortrinsvis af neurologisk eller traumatisk oprindelse. Det er en selvejende institution, ejet af Dansk Røde Kors, der har driftsoverenskomst med Region Syddanmark. Centret har omkring 130 ansatte.

Fakta om tilbygning og renovering:

Tilbygningen omfatter dagcenter med indgang fra Baldersvej, kontormiljø for centerleder m.fl., tagterrasse og opholdsrum for beboere og gæster og orangeri. Renoveringen omfatter beboeropholdsrum og sanserum, reception og administration, kontorer, toiletter, nylagte terrasser, atriumgård og belægning ved hovedindgang.

Fakta om 30 års jubilæet:

30. juni 1982 indviede protektor for Dansk Røde Kors, Henrik, Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, Dansk Røde Kors Bo- og Dagcenter. Det skete bl.a. i selskab med daværende Kolding-borgmester Bent Rasmussen og bestyrelsesformand Tage Junget.


Siden er sidst opdateret 06-09-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |