Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Europas bedste sundheds-it udviklet på OUH

CIS (Critical Information System) hedder det prisvindende it-system, som læger og sygeplejersker fra intensivafdelingen på OUH har udviklet i tæt samarbejde med vækstvirksomheden Daintel.

Odense Universitetshospital har sammen med virksomheden Daintel udviklet et nyt it-system til intensiv- og anæstesiafdelinger på sygehusene, som EU har kåret til Europas bedste.

Netop på intensivafdelinger håndterer sundhedspersonalet de patienter, hvis tilstand er allermest kritisk. Behovet for at kunne yde optimal og umiddelbar behandling er derfor stort, og der er ikke tid til at slå op i medicinhåndbøger eller ringe til andre afdelinger for at høre om erfaringer med lignende sygdomsforløb.

Det nye sundheds-it-system vil redde liv, fordi læger og sygeplejersker via det kan få et præcist overblik over medicin, doser, bivirkninger og erfaringer fra lignende patientforløb på alle regionens afdelinger.


- I Region Syddanmark mener vi det alvorligt, når vi taler om offentlig-privat samarbejde. Og det er CIS et fantastisk godt eksempel på. Dels letter det arbejdsgangen på vores intensiv- og anæstesiafdelinger, dels redder det allerede i dag liv, men samtidig kan det også skabe markant vækst og arbejdsplader i en af vores lokale virksomheder, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Stort potentiale

Allerede nu er systemet udbredt til alle regionens og halvdelen af landets intensiv- og anæstesiafdelinger. Daintel er på to år vokset fra fire til 24 medarbejdere og satser nu på at eksportere succesen til udlandet.

- For at illustrere det tætte samarbejde sidder der eksempelvis klinisk personale fra alle intensivafdelingerne i Region Syddanmark i Daintels medical advisory board, mens Daintels udvikler Patrick Hulsen praktisk talt har boet på intensivafdeling V på OUH i perioder, siger kommerciel direktør i Daintel, Troels Bierman Mortensen.

CIS et godt billede på et succesfuldt offentligt-privat samarbejde indenfor velfærdsteknologi, som Region Syddanmark støtter igennem Welfare Tech – regionens satsning på at blive verdens førende region inden for velfærdsteknologi.


Daintel er i øvrigt i finalen i DR’s Vækstfaktor for udviklingen af netop CIS. Den endelige vinder afsløres 20. juni.
 

Fakta:

Region Syddanmark har andre erfaringer fra offentlig-privat samarbejde. Eksempelvis fra Kærgård Plantage, hvor oprydningen fra Grindstedværkets forurening foregik ved et åbent samarbejde mellem det offentlige og de private aktører. Det var en forudsætning for at kunne udvikle helt nye, nødvendige metoder til oprensning af gruberne. Metoder, der nu kan eksporteres til andre lande.




Siden er sidst opdateret 14-06-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |