Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Staten bør sikre udviklingsmuligheder

I Region Syddanmark er de største udfordringer for erhvervslivet at løfte produktiviteten og højne uddannelsesniveauet. Syddansk Vækstforum støtter allerede den store omstilling, der skal til for at ændre vilkårene gennem især EU's strukturfondsmidler. Derfor ser Vækstforums formandskab det som helt afgørende, at staten arbejder for at sikre finansiering til Danmark i det kommende EU-strukturfondsprogram 2014-20.

- De resultater, som Syddansk Vækstforum har opnået, kunne ikke være opnået uden strukturfondsmidlerne. Det har sikret omstillingsmuligheder i hele landet, og det er der brug for, siger Carl Holst (V), formand for Syddansk Vækstforum.

Det påpegede Syddansk Vækstforums formandskab også torsdag aften, da formandskabet og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn, uddannelsesminister Morten Østergaard og minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen underskrev en ny og forpligtende aftale om, hvordan man omstiller erhvervslivet til en mere produktiv fremtid. Den såkaldte vækstpartnerskabsaftale.

En blåstempling

Carl Holst er fortrøstningsfuld, og han forventer, at staten vil arbejde på at få finansieringen fra EU på plads. Han ser nemlig aftalen med de tre ministre som en blåstempling af det hidtidige arbejde.
 
- Jeg ser aftalen som et klart tegn på, at vi har fat i den rigtige medicin med vores erhvervsstrategi, siger Carl Holst.

Syddansk Vækstforum har valgt at fokusere på energieffektivisering, grøn offshore, velfærdsteknologi og design. De fire områder skal styrkes i hele regionen, men har hver især deres samlingspunkt i Sønderborg, Esbjerg, Odense og Kolding.
- Erhvervslivet har brug for stærke vidensmiljøer og højtuddannet arbejdskraft for at udnytte det globale vækstpotentiale, og det kan vi gøre ved at styrke de fire fyrtårne, siger Carl Holst.

Mere samarbejde

Formanden er dog også klar over, at man trods god vilje og stærkt, regionalt samarbejde ikke kan løfte opgaven alene.

- Vækstforum ønsker et mere forpligtende samarbejde med staten om at styrke vores indsats, siger han.

Aftalen nævner specifikt viden- og udviklingsmiljøet i Forskerparken i Odense, der skal bidrage til den nationale satsning på sundheds- og velfærdsområdet. Parterne blev også enige om, at styrke indsatsen for at uddanne og tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne inden for det grønne offshore område i Esbjerg og energieffektivisering i Sønderborg.

 

Fakta:

Syddansk Vækstforum støtter erhvervslivet i Syddanmark med ca. 200 mio. kr. om året. Af disse midler stammer ca. 100 mio. kr. per år fra EU’s regional- og socialfond.

Det danske EU-formandskab forhandler i øjeblikket budgetterne for det kommende regional- og socialfondsprogram 2014-2020.

Hent aftalen her: Vækstpartnerskabaftalen




Siden er sidst opdateret 29-05-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap