Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Sundhedsudvalg skeptisk over for gebyrer

Region Syddanmarks sundhedsudvalg bakker op om, at regionen nu gennemfører forskning i effekten af gebyrer for patienter, der udebliver fra undersøgelser og behandling.

Det kan komme til at ramme patienterne på pengepungen, hvis ikke de møder op til aftaler i sundhedsvæsenet. Det er nemlig et problem, at en del af patienterne ikke dukker op, hvilket betyder mindre effektivitet, og det gør det svært for sygehusene at planlægge arbejdet.

Derfor har Danske Regioner bedt Region Syddanmark og Region Midtjylland om at gennemføre forskningsprojekter, hvor patienterne skal betale gebyrer, hvis de udebliver.

Sundhedsudvalget er skeptisk

Forskningsprojektet blev vendt på Sundhedsudvalgets møde 24. april, og udvalget vil anbefale regionsrådet at gennemføre projektet.

- Den voldsomme debat om gebyrerne kan godt retfærdiggøre, at vi iværksætter et forskningsprojekt, og nu vil vi se på, hvordan vi bedst kan løse den opgave, som Danske Regioner har udstukket, siger Poul-Erik Svendsen.

Regionerne har ret til at opkræve gebyrer med visse forbehold, men ingen regioner har valgt at indføre det, og derfor er der endnu ingen tal, der taler for eller imod gebyrer. Forsøgene bliver gennemført som forskningsprojekter, der skal give et bedre grundlag for at vurdere, hvorvidt gebyrerne har en gavnlig effekt, og hvorvidt det kan betale sig.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Sundhedsudvalget er tvivl om, hvorvidt gebyrer vil gøre noget ved problemet. Vi frygter, at det bliver alt for dyrt i administration, men vi anbefaler alligevel over for regionsrådet, at forsøget bliver gennemført, så den tilbagevendende debat om emnet har rod i egentlig forskningsbaseret viden og ikke bare formodninger, siger formanden for sundhedsudvalget, Poul-Erik Svendsen (S).

Det er tanken, at forskningsprojektet skal udfoldes på Region Syddanmarks rygcenter i Middelfart.

Fej for egen dør

Sundhedsudvalget har diskuteret, hvor stort gebyret skal være, og for at det skal have nogen effekt, vurderer udvalget, at beløbet vil være omkring 500 kroner, men Region Syddanmark vil dog først undersøge, hvordan man alternativt kan nedbringe udeblivelserne.

- Vi bliver nødt til først at feje for egen dør og gøre vores system så patientvenligt som muligt. Vi skal udvikle mulighederne for selvbooking og se på vores telefontider, så vi giver patienterne optimale forhold, før vi kan tillade os at tage gebyrer for udeblivelser, siger Poul-Erik Svendsen.

Foruden at optimere bookingsystemet, har regeringen og regionerne i økonomiaftalen for 2012 indgået en aftale om, at regionerne skal indføre SMS-påmindelser. En ordning som allerede er undervejs i samtlige regioner.

Yderligere informationer:

Poul-Erik Svendsen, formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, mobil 2920 1200
Jens Elkjær, sundhedsdirektør, Region Syddanmark, mobil 2946 7125




Siden er sidst opdateret 26-04-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring