Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Bred opbakning til Regional Udviklingsplan 2012-15

Den fire-årige plan for udviklingen i Syddanmark er nu vedtaget endeligt af regionsrådet. Planen er en paraply for regionale strategier inden for emner som infrastruktur, erhverv, uddannelse, klima og kultur.

Regional Udviklingsplan 2012-15 har været i høring i årets første måneder. Der er modtaget 34 høringssvar fra bl.a. alle syddanske kommuner.

Høringssvarene viser en bred opbakning til Regional Udviklingsplans fokus på Det Gode Liv som vækstskaber og til planens initiativer.

- Det lover godt, at så mange vigtige syddanske spillere har engageret sig og er kommet med konstruktive kommentarer til den fælles indsats. Nye ideer og engagement er nemlig afgørende for Syddanmarks attraktivitet for borgerne og for væksten i virksomhederne, siger Lasse Krull (C), der er formand for udvalget for Regional Udviklingsplan.

Andre ønsker

I høringssvarene er der også fremsat en lang række konkrete ønsker til det videre arbejde især på infrastrukturområdet - samt ønsker om, at udviklingsmulighederne og kvaliteterne i Syddanmarks forskellige egne havde fyldt mere i beskrivelsen.

- Hvis vi skulle beskrive alle kvaliteter i de syddanske områder, ville planen blive rigtig omfattende. Der har derfor i arbejdet været bred enighed om at holde fokus på fælles handling. Men der er indbygget fire områdeinitiativer, der matcher de enkelte områders styrker, og de giver en platform for at arbejde med det, der er af særlig interesse i Sydvestjylland, i Trekantområdet, i Sønderjylland eller på Fyn, siger Lasse Krull.

Efter regionsrådsmødet bliver alle høringssvar besvaret individuelt.

Planen realiseres gennem samarbejde

Samarbejde har været et nøgleord i udviklingen af Regional Udviklingsplan, da det er afgørende for planens succes, at der er sammenhæng til arbejdet i kommunerne.

- Kommunerne har været væsentlige aktører i arbejdet og har været med til at forme en regional prioritering, som spiller sammen med kommunernes plan- og udviklingsstrategier. Det er et vigtigt signal både til borgerne og til staten, at kommuner og region arbejder på at skabe sammenhæng og helhed i indsatsen i en Regional Udviklingsplan, siger Egon Fræhr (V), der er formand for Kommunekontaktrådet (KKR) i Syddanmark.

Regional Udviklingsplan er en dynamisk plan, der løbende skal tilpasses udviklingen i de fire år. Det tætte samarbejde med kommunerne fortsætter derfor dels gennem et organiseret samarbejde under hvert initiativ, og dels i det overordnede politiske koordinationsudvalg, der koordinerer udviklingsplanens aktiviteter med kommunerne. Regionsrådet godkendte derfor også på dagens møde, at det nuværende koordinationsudvalg fortsætter frem til 2015.


Fakta

Der er kommet 34 høringssvar i høringsperioden.

Regional Udviklingsplan har initiativer på viden, uddannelse, infrastruktur og mobilitet samt klima. Den både understøtter og bygger på Syddansk Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi.

Planen og høringssvarene kan læses på www.regionsyddanmark.dk/detgodeliv

 




Siden er sidst opdateret 24-04-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring