Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


EU-delegation smager på Syddanmark

I disse dage bliver en delegation fra EU klogere på de syddanske styrker. I aftes var Region Syddanmark vært ved en middag, hvor alle sanser kom i brug.

I skæret fra fakler på Sønderborg Slot kunne den 107 mand store delegation fra det såkaldte COREPER – De Faste Repræsentanters Komité – torsdag aften fordøje dagens indtryk fra det i alt tre dage lange besøg.

COREPER har valgt at besøge Syddanmark i anledning af det danske formandskab for EU. I Bruxelles har man fået øjnene op for, at der er en europæisk region, der har formået at satse målrettet på få forretningsområder som en vej ud af krisen. En opmærksomhed, der bl.a. har betydet, at Syddanmark er udnævnt til Europæisk Iværksætterregion i 2013.

Ikke i København

- Vi har talt om nogle af de særlige styrker, Syddanmark har inden for energieffektivisering, innovation og design. Vi har meget at vise frem, som understreger, hvorfor Syddanmark er blevet en kendt region i EU. Alt for ofte går den slags besøg til København, men det er netop i lyset af vore erhvervssatsninger, det er lykkedes at få arrangementet til regionen, siger Carl Holst (V), der var vært ved aftenens middag på Sønderborg Slot.

Mens selve besøget har fokus på nutid og fremtid, kunne gæsterne tage med en tur tilbage i historien under middagen. En skuespiller klædt ud som Christian II dukkede op og fortalte om sin tid på slottet fra 1532-49, mens Modern Brass Quintet sørgede for den musikalske del af underholdningen.

Tør fokusere

- Jeg har haft mange gode snakke med gæsterne fra COREPER. De er især imponeret over, hvor målrettet vores erhvervsudvikling er. At vi tør fokusere på få ting, som vi er virkelig gode til, siger Carl Holst.

Besøget fortsætter fredag med besøg på Designskolen Kolding og LEGO og slutter lørdag i Ribe, hvor bl.a. domkirken besøges.




Siden er sidst opdateret 19-04-2012.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring