Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region Syddanmark er europæisk forbillede inden for iværksætteri

Region Syddanmark er som den første danske region nogen sinde blevet udnævnt til Europæisk Iværksætterregion i 2013 af EU’s regionsudvalg. Udnævnelsen er sket i skarp konkurrence med førende europæiske regioner.

Når man i EU peger på Syddanmark som iværksætterregion, så er det en anerkendelse af, at der er gjort en særlig indsats for at fremme iværksætteri inden for nogle områder, hvor regionen har en styrkeposition. Det, man i EU kalder ”smart specialisation”.

Det vil i Region Syddanmark sige inden for velfærdsteknologi, energi og oplevelseserhverv, hvor der er målrettet midler og skabt gode muligheder for samarbejde mellem offentlige parter og private iværksættere. Udnævnelsen af Region Syddanmark til iværksætterregion i 2013 er en enestående mulighed for at markedsføre hele regionen og de syddanske styrkepositioner i Europa.

Udover Region Syddanmark har Danfoss Universe, Væksthus Syddanmark og Det Syddanske Bruxelles-kontor arbejdet for at få regionen udnævnt til Europæisk Iværksætterregion. Arbejdet har mødt bred opbakning fra erhvervslivet og uddannelses- og forskningsinstitutioner, blandt andet LEGO og Danfoss.

Fakta
Europæisk Iværksætterregion eller European Entrepreneurial Regions (EER) udnævnes af EU’s Regionsudvalg, EU-parlamentet og EU-kommissionen i fællesskab. Regioner, der udnævnes, forpligter sig til at gøre en særlig indsats for at fremme iværksætteri i deres område. Initiativet hører under EU's "small business act", som specifikt har med forholdene for små og mellemstore virksomheder at gøre.

Formålet med iværksætterregionerne er at skabe dynamiske, grønne iværksætter-regioner i hele Europa og at tage nye samfundsmæssige udfordringer op. Regioner med den mest overbevisende og fremsynede politiske strategi udnævnes.

Der udnævnes maksimalt tre regioner pr. år. Udover Region Syddanmark er den østrigske region Styria og den franske region Nord-Pas-de-Calais udnævnt i 2013.

 


Siden er sidst opdateret 05-01-2012
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring