Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Syddansk Vækstforum støtter udvikling af ny milliard industri i regionen

Velfærdsteknologi skal sikre milliardomsætning, 50 nye virksomheder og 500 arbejdspladser, i løbet af treårig projektperiode. Syddansk Vækstforum støtter et kæmpeprojekt om Velfærdsteknologi med et budget på 77 mio. kr. Projektet skal sikre regionen en førerposition på et markedsområde med store vækstmuligheder – såvel nationalt som internationalt.

Projektet hedder "Welfare Tech Region", og har potentiale til at skabe 500 arbejdspladser og starte 50 nye virksomheder i Syddanmark.

- Vi har en enestående chance for at slå to fluer med ét smæk. Med "Welfare Tech Region " kan vi støbe fundamentet til fremtidens erhvervseventyr, og samtidig gøre noget ved den mangel på varme hænder i social- og sundhedssektoren vi står overfor. Vi er allerede i front – også internationalt. Den førerposition skal vi udbygge, og derfor skal vi have mod til at handle nu, siger regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum Carl Holst (V).

Med velfærdsteknologi forstås en teknologi eller en service, der kan hjælpe og assistere brugere inden for social- og sundhedsområdet og effektivisere arbejdsgange. Det kan f.eks. være en massagerobot, der kan massere patienter og borgere ud fra individuelle indlæste massageprogrammer, eller udvikling af teknologier for mobile intelligente lære- og træningsredskaber til genoptræning af udviklingshæmmede. Det kunne også være en intelligent seng, der kan måle kropstemperatur og puls. Eksemplerne er mange.

Helt konkret skal projektet medvirke til at udvikle og opfinde nye velfærdsteknologiske løsninger.

- Velfærdsteknologi er en oplagt mulighed for kommunerne til at udvikle socialområdet og forbedre servicen samtidig med at vi bliver mere effektive. Vi har en stor opgave i at få alle syddanske kommuner til at blive førende på området, siger borgmester i Odense Kommune Jan Boye (K).

Projektet er et samarbejde mellem sygehuse og sociale institutioner, og private virksomheder. Rationalet er, at hvis virksomhederne er i stand til at levere løsninger, der kan tilfredsstille de meget krævende syddanske kunder, så kan de også sælge de nye løsninger til udlandet. Dermed bliver mulighederne for at tjene penge hjem til Danmark, og regionen endnu større.

Fakta:
Welfare Tech Region har et samlet budget på 77 mio. kr. Syddansk Vækstforum støtter projektet med 51,6 mio. kr. Projektet er den hidtil største satsning i Syddansk Vækstforum.

Deltagerne i projektet spænder bredt fra offentlige til private. Det er blandt andre Odense kommune, Syddansk Universitet, Linak og Region Syddanmark, regionens sygehuse, plus en lang række øvrige partner, herunder 27 private virksomheder.


Siden er sidst opdateret 29-09-2009
Vækstforum

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring