Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Regionens visitationskontor konfliktramt

Den regionale visitation, kører fra 16. april på lavt blus, mens der er konflikt. Visitationskontoret er nemlig bl.a. bemandet med sygeplejersker, som er omfattet af konflikten.

Den regionale visitation betjener patienter, som ønsker at få en tidligere tid til undersøgelse eller behandling, end de har fået tilbudt på det lokale sygehus.

Konflikten betyder, at der er under halvt så mange som de normalt otte medarbejdere til at tage telefonen på kontoret, og det giver ekstraordinær lang ventetid. Afhængig af situationen kan det tilmed eventuelt blive nødvendigt at nedsætte den daglige telefontid i den regionale visitation.

Omvisitering
For at reducere belastningen af den regionale visitation er der mulighed for, at der under konflikten – for de patienter, der ønsker det - sker direkte omvisitering via sygehusets ortopædkirurgiske afdeling inden for visse ortopædkirurgiske områder til DAMP Sundhedscenter, som har en specialaftale med Region Syddanmark.
Derudover forventes der en mere forenklet sagsbehandling i den regionale visitation i konfliktperioden, fordi det næppe vil være muligt at finde ledig offentlig kapacitet, da denne jo er konfliktramt. Der kan således formentlig i vid udstrækning ske udvisitering til privathospitaler inden for rammerne af ventetidsrettighederne.

”Vi beder imidlertid patienter have forståelse for situationen og vente, indtil deres opkald bliver besvaret, eller endnu bedre sende os en mail, som vil blive ekspederet så hurtigt som muligt, selv om der formentlig vil gå nogle dage. Men det er vigtigt at understrege, at patienterne ikke mister deres rettigheder, selv om de må vente,” forklarer sundhedsdirektør Jens Elkjær.

Hvis en patients planlagte operation eller behandling på sygehuset bliver aflyst på grund af konflikten, vil det fremgå af sygehusets brev, hvordan den enkelte patient skal forholde sig.
Hvis ikke man foretager sig noget, bliver man indkaldt og får en ny tid, når konflikten er slut.
Det er kun behandlinger og operationer, som ikke er livsvigtige og akutte, der bliver aflyst.

Privathospital
Men hvis man ønsker at få undersøgt, om man kan få sin behandling på et privathospital, skal kontakten gå gennem regionens visitationskontor.

”Der har været historier i pressen om, at patienterne bare selv kan henvende sig til privathospitalerne, hvis de ønsker en behandling dér i stedet for at vente på, at konflikten slutter. Men det kan man altså ikke i Region Syddanmark, hvis man ønsker, at det offentlige betaler. Med undtagelse af de tilfælde, hvor patienten bliver omvisiteret direkte fra den ortopædkirurgiske afdeling til DAMP, skal kontakten til privathospitalerne foregå gennem den regionale visitation,” understreger Jens Elkjær.

Den regionale visitation har tlf.: 76631475 og e-mail: konfliktvisitation@regionsyddanmark.dk
www.regionsyddanmark.dk kan man finde yderligere oplysninger om, hvordan man skal forholde sig som aflyst patient. Har man spørgsmål om sine rettigheder som patient, kan man ringe til patientkontoret på alle hverdage på 76631490. Her kan også opstå lange ventetider, så tålmodighed er en nødvendighed.



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Sundhedsdirektør Jens Elkjær tlf.: 76631340, mobil: 29467125.

Siden er sidst opdateret 15-04-2008.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring