Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Undervisningsministeriet underkender Region Syddanmarks anbefalinger

Region Syddanmarks anbefalinger omkring de nye såkaldte faglige indgange på erhvervsskolerne er ikke blevet fulgt. Det betyder, at flere erhvervsskoler ikke kan få lov til at udbyde de fag, de gerne ville - heller ikke selvom regionen har vurderet, at de var faglige velfunderede.

Regionerne har en lovbunden opgave med at sikre, at der i regionen er et fagligt højt uddannelsesmiljø og at der er et lokalt og regionalt dækkende udbud af uddannelser.
Region Syddanmark har i den forbindelse vurderet om skolernes ansøgninger overordnet set ville føre til et bredt varieret og geografisk dækkende udbud.

”I Region Syddanmark tager vi den rolle, som Folketinget har givet os, alvorligt. Jeg er derfor meget overrasket over at opleve, at Undervisningsministeriet tilsyneladende ikke har den samme opfattelse som regionsrådet, siger Karsten Uno Petersen (S). Han var i 2007 formand for det særlige udvalg, som arbejdede med erhverv og uddannelse.

Regeringen har i efteråret 2007 gennemført en reform af Erhvervsuddannelsesområdet, det vil sige af handelsskoler, tekniske skoler, landbrugsskoler, AMU og social- og sundhedsskoler.

Reformen træder i kraft august 2008 og medfører en ændring af de kendte faglige indgange og hovedforløb, ligesom der nu er flere indgange end tidligere. Dette har betydet, at de enkelte skoler har skullet ansøge om hvilke faglige indgange og hovedforløb, de gerne vil udbyde.

At få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse er netop et af regeringens vigtigste mål på uddannelsesområdet. Regionsrådene har en koordinerende rolle på ungdomsuddannelsesområdet, og de har en pligt og ret til at blive hørt som et led i at kunne sikre et geografisk varieret og tilstrækkeligt udbud af ungdomsuddannelser – et udbud af høj faglig kvalitet, der sikrer, at den enkelte unge normalt kan starte på en ungdomsuddannelse uden at skulle flytte hjemmefra.

Region Syddanmark vil nu gå i dialog med Undervisningsministeriet.

 

 



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Karsten Uno Petersen (S), regionsrådsmedlem, mobil 21 63 11 93
  • Anny Lund, Afdelingschef i Regional udvikling, mobil 29 20 19 96

Siden er sidst opdateret 21-01-2008
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring