Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Det danske entreprenørfirma Arkil A/S skal rense op i Kærgård Plantage

Region Syddanmark og Miljøstyrelsen har i dag tildelt opgaven med at rense op i Kærgård Plantage til entreprenørfirmaet Arkil A/S. Opgaven omfatter både opgravning, transport og behandling af kraftig forurenet jord fra grube 1 og 2 i plantagen. Den forurenede jord indeholder bl.a. store mængder opløsningsmidler, kulbrinter og kviksølv.

Fire entreprenører bød 1. oktober i år på opgaven med at grave forureningen op i grube 1 og 2 i Kærgård Plantage, og to entreprenører bød på opgaven med at køre den forurenede jord væk og rense den. Efter grundig gennemgang af tilbudene og efter forhandling med de to firmaer, der bød på at rense den forurenede jord, er opgaven nu tildelt Arkil A/S. Reglerne for udbud betyder, at der skal gå 10 dage, fra tilbudsgiverne har fået besked, til der kan skrives kontrakt.

"Nu kan vi sætte handling bag ordene og komme i gang med at fjerne store mængder af den forurening, som ligger i Kærgård Plantage. Det er glædeligt og til stor gavn for miljøet", siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Prisen for oprensningen forventes at blive lidt over 17 mio. kr. Region Syddanmark og Miljøministeriet deler udgifterne. Det er planen, at den mest forurenede jord skal renses i Danmark, den mellem-forurenede jord i Tyskland og den mindst forurenede jord i Holland. Begrundelsen for at rense noget af den forurenede jord i Holland og Tyskland er dels, at kapaciteten er større der, og dels at det er billigere.

Arbejdet bliver udført under meget omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Det betyder, at der ikke bliver adgang til området, medens arbejdet står på. Region Syddanmark og Miljøstyrelsen arbejder på at gøre det muligt at vise direkte billeder fra opgravningen på internettet.

Når kontrakten er skrevet under, bliver der udarbejdet en detaljeret tidsplan for opgravningen. Arbejdet bliver udført i 2008 og om muligt inden turistsæsonen begynder. Der skal fjernes cirka 5.000 tons forurenet jord fra de to gruber.

Før oprydningen går i gang, bliver der arrangeret en tur for pressen til Kærgård Plantage. Her vil Region Syddanmark m.fl. orientere om oprydningen.

 



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Regionsrådsformand Carl Holst, Region Syddanmark, telefon 40 32 52 10
  • Faglige spørgsmål rettes til områdechef Trine Korsgaard, Jordforureningsafsdelingen, Region Syddanmark, telefon 76 63 15 60/29 20 15 60

Siden er sidst opdateret 11-12-2007.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring