Skip til primært indhold

Patient med Aktiv Patientstøtte

Aktiv Patientstøtte er et ekstra tilbud til dig, som netop har været i kontakt med hospitalet. Hvis du f.eks. får behandling, genoptræning eller går til kontrol, skal du fortsætte med det, selvom du får Aktiv Patientstøtte.

Har du fået en henvisning til Aktiv Patientstøtte?

Så vil du blive ringet op af en specialuddannet sygeplejerske, som sammen med dig vil tilrettelægge et støtteforløb ud fra dine behov og ønsker.

Telefonsamtaler med en sygeplejerske

Et samtaleforløb med en støttesygeplejerske i Aktiv Patientstøtte foregår ved, at du løbende bliver ringet op af en specialuddannet sygeplejerske. Sygeplejersken taler med dig om det, du har brug for at tale om i forhold til din sygdom og sundhed.

Hvorfor er jeg blevet henvist til Aktiv Patientstøtte?

Når du er blevet henvist, er det fordi det er blevet vurderet, at du vil have gavn af Aktiv Patientstøtte. Samtaler med en støttesygeplejerske kan være med til at øge din livskvalitet og gøre dit sygdomsforløb nemmere at overskue. Du kan når som helst fortælle sygeplejersken, at du ikke ønsker mere Aktiv Patientstøtte.

"Sygeplejersken har hjulpet mig med at få træning efter min sygdom. Jeg vidste jo ikke, at jeg kunne få træning - eller hvem jeg skulle tage fat i for at få det. Vi taler også om, hvad jeg kan spørge lægen om, når jeg har aftaler på hospitalet. Når jeg har talt med sygeplejersken, får jeg et helt andet humør og hele min dag bliver bedre.”
- Patient med hjertesygdom og KOL.

Andre patienter har talt med sygeplejersken om

  • det der er svært med deres sygdom
  • bekymringer og følelsen af at stå alene med deres sygdom
  • deres næste samtale hos lægen
  • sundhedstilbud i kommunen
  • det de selv kan gøre for at leve bedst muligt med deres sygdom

Aktiv Patientstøtte er et ekstra tilbud

Du skal følge din behandling og kontrolbesøg på hospitalet og hos din læge, som du plejer. Aktiv Patientstøtte er et ekstra tilbud til dig ud over det, du modtager i forvejen.

APPFWU01V