Skip til primært indhold

Nemmere adgang for frivillige i Region Syddanmark

Det skal være nemmere at benytte sig af frivillige på de regionale sygehuse og sociale tilbud, og derfor har regionsrådet nu lanceret en ny strategi på området.

De er der allerede. De frivillige. De gør et godt og betydningsfyldt stykke arbejde, og der er plads til flere. Derfor har Region Syddanmark udarbejdet en strategi med nogle retningslinjer for den frivillige indsats, og den blev 23. februar godkendt på regionsrådsmødet.

- Frivillige kan være en kæmpe ressource, som vi ikke skal være bange for at benytte os af i det offentlige, og med den nye strategi, håber vi, at vi kan fjerne de største barrierer for et frivilligt initiativ på sygehusafdelingerne og vores sociale tilbud, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Strategien beskriver principper for den frivillige indsats i Region Syddanmark, og den sætter også ord på nogle af de udfordringer, der kan ligge i at involvere frivillige.

Frivilligt arbejde skal ikke erstatte de professionelle

Det har været et kardinalpunkt i udarbejdelsen af strategien, at frivillige ikke skal overtage de fagprofessionelles arbejde, og det har også været et vigtigt punkt for sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S).

- De frivilliges indsats skal være et supplement og ikke en erstatning for den professionelle pleje, behandling og rehabilitering, som vores medarbejdere yder. Med de frivillige vil vi kunne skabe værdi for borgerne på områder, som vi ikke normalt kan og skal løfte, siger sundhedsudvalgsformanden.

Netop på det somatiske område har regionen flere initiativer i gang, som gerne må brede sig til resten af regionen.

Her har man blandt andet frivillige på Hjertemedicinsk Afdeling B på Odense Universitetshospital til at yde støtte til patienterne, og på Sygehus Lillebælt har man involveret frivillige til at fungere som vågetjeneste for døende i den sidste tid.

Potentiale på socialområdet

På psykiatriområdet i Region Syddanmark har man også gode erfaringer med frivillighed - eksempelvis med informationscentrene, PsykInfo. Her kan patienter med psykiske sygdomme og pårørende få information og fakta, og her er frivillige et vigtigt element som erfaringspersoner.

Og den slags gode initiativer, skal regionen også forsøge at udbrede på socialområdet, hvis det står til formanden for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark.

- Hvis vores svageste borgere på de sociale tilbud kan få glæde af de frivillige initiativer, så mener jeg, at vi bør gøre alt, hvad vi kan for at skabe gode vilkår for indsatserne, og derfor vil vi i Psykiatri- og Socialudvalget også følge udviklingen nøje, siger Thies Mathiasen (DF).

Region Syddanmarks frivillighedsstrategi har været i bred offentlig høring, og den har generelt modtaget positive tilbagemeldinger. Der er indkommet 27 høringssvar, der blandt andet berører behovet for, at lederne er klædt på til at håndtere frivillige, og berører behovet for oplæring af frivillige.

Yderligere information:

Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, telefon 40 32 52 10

Udvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S), Sundhedsudvalget, Region Syddanmark, telefon 29 20 12 00

Udvalgsformand Thies Mathiasen (DF), Psykiatri- og Socialudvalget, Region Syddanmark, telefon 40 40 77 46

APPFWU01V