Skip til primært indhold

Syddanmark jagter verdens bedste iværksættere

Syddansk Vækstforum har nikket ja til handlingsplanen for 2014–15, som lægger skinnerne ud for de kommende års indsats for at skabe job og vækst i regionen. Vækstforum vil blandt andet fokusere endnu stærkere på initiativer, der kan tiltrække internationale elite-iværksættere inden for sundheds- og velfærdsteknologi.

Det er ikke nok at tænke lokalt, regionalt og nationalt. Regionsrådsformand Carl Holst (V), som desuden er formand for Syddansk Vækstforum, peger på, at Syddanmark også er nødt til at agere globalt, når det handler om at skabe job og vækst inden for området velfærdsteknologi.

- Ved at tiltrække internationale iværksættere i eliteklassen får vi adgang til masser af gode idéer og desuden et internationalt udsyn på vores velfærdsteknologiske satsning. Vi er allerede godt i gang; fx har Vækstforum støttet projekt ”Accelerace Welfare”, der er et træningsforløb for eliteiværksættere inden for sundheds- og velfærdsteknologi og har trukket de første norske iværksættere til regionen.

Mål: 10 procent flere iværksættere

Det er sådanne initiativer, Vækstforum gerne vil se flere af, og Carl Holst pointerer, at regionen er godt rustet til at tage imod de globale elite-iværksættere med de mange tilbud, der stilles til rådighed, som en del af den velfærdsteknologiske satsning i Syddanmark.

- Blandt andet stiller Syddansk Sundhedsinnovation så optimale faciliteter til rådighed, at vi står godt rustet til den globale kamp om at tiltrække de bedste iværksættere på området, konstaterer Carl Holst.

Når Vækstforums handlingsplan for 2014-15 stiller skarpt på sundheds- og velfærdsteknologi, skyldes det bl.a., at antallet af ældre og kronisk syge vokser. Dermed vokser også efterspørgslen på sundheds- og velfærdsløsninger både på nationalt og globalt plan. Et mål for Vækstforum i 2014-15 er at skabe 10 procent flere iværksættere på området, og derfor prioriterer Vækstforum bl.a. at skabe og tiltrække internationale elite-iværksættere inden for velfærdsteknologi.

Flere skal studere til ingeniør

Ud over området ”sundheds- og velfærdsteknologi” fortsætter Vækstforum det langsigtede fokus på forretningsområderne ”bæredygtig energi inden for offshore og energieffektivisering” og ”oplevelseserhverv inden for design og turisme.”

Inden for bæredygtig energi er en af de store udfordringer i 2014-15 at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft, og derfor er det et delmål for Vækstforum, at optaget på ingeniørstudierne stiger med 10 procent.

Når det gælder oplevelseserhverv, ligger der et potentiale i at udvikle de kreative erhverv. Syddanmark har stærke vidensinstitutioner inden for design og virksomheder, der anvender design som et innovativt værktøj. Derfor vil Vækstforum især prioritere indsatser, der styrker virksomheders anvendelse af design og udviklingen af iværksættere og vækstvirksomheder inden for de kreative erhverv.

For yderligere information:

Regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum Carl Holst (V), Region Syddanmark, mobil 4032 5210

APPFWU02V