Skip til primært indhold

Overvældende stor folkelig opbakning til Dybbøl-markering

I tusindvis af besøgende strømmede allerede fra morgenstunden til Dybbøl for at overvære markeringen af 150-året for Slaget ved Dybbøl. Og regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, er både glad for og stolt over, at begivenheden nyder så stor og bred folkelig opbakning.

Markeringen af 150-året for Slaget ved Dybbøl kan kun siges at være en stor folkelig succes. Allerede fra dagens begyndelse var tusindvis af forventningsfulde besøgende; familier, unge og ældre, danskere og tyskere, mødt op for at mærke historiens vingesus og opleve historiefortællinger, gamle lege og Dansk-Tysk Børnekulturfestival.

Og dagen igennem fortsatte strømmen af interesserede til både Dybbøl Banke og Sønderborg Slot for at tage del i markeringen. Ifølge politiets skøn lagde 15.000 besøgende vejen forbi Dybbøl Banke alene. Her blev de præsenteret for et væld af aktiviteter som koncerter, dans, taler og meget andet, mens området ved Sønderborg Slot lagde plads til bl.a. udstillinger, byvandringer, workshops og naturligvis sønderjysk kaffebord.

Den store interesse glæder regionsrådsformand og formand for Syddansk Dybbøl-Forum Carl Holst (V).

- Den overvældende opbakning, vi har været vidne til i dag, er med til at understrege, at betydningen af 1864 er noget, der ligger rigtig mange borgere i grænseområdet på sinde. Derfor er jeg også utroligt glad for, at så mange har valgt at bruge deres dag på denne markering, hvor vi i fællesskab både mindes og ser fremad, fortalte Carl Holst lige efter sin deltagelse i den dansk-tyske gudstjeneste i Sct. Marie Kirke i Sønderborg.

Når man lyttede til snakken mellem de besøgende, var det tydeligt, at det ikke kun var borgere i grænseområdet, der havde taget en dag ud af kalenderen for at få en ekstraordinær oplevelse. Interesserede var kommet så langvejs fra som et godt stykke syd for den dansk-tyske grænse og Sverige.

Kranselægning og taler

Dagen startede kl. 10 med en militær ceremoni ved fællesgravene på Dybbøl Banke. Her var der kranselægning ved bl.a. Regentparret, og forsvarsminister Nicolai Wammen m.fl. holdt tale for de fremmødte. Herefter indledtes den civile ceremoni, hvor Hendes Majestæt Dronningen gav sin tale, inden Sønderjysk Pigekor og folkBALTICA-ensemblet underholdt med sang og dans.

I og omkring Sønderborg Slot kunne interesserede bl.a. besøge Røde Kors’ oplevelsescenter, hvor det var muligt at se, høre og opleve, hvordan det føles at være civil i en krigs- og konfliktzone. Derudover kunne besøgende komme med på rundvisning i slottets 1864-udstilling, tage del i guidede byvandringer og meget andet.

Markeringen afsluttes med, at unge talenter fra Danmark og Tyskland fortæller historien om 1864 gennem bl.a. rap, sang og trapez på Kulturskibet, mens Alsion byder på den stort anlagte kulturevent.

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand og formand for Syddansk Dybbøl-Forum Carl Holst, Region Syddanmark, mobil 4032 5210
Vicedirektør Lene Borregaard, Region Syddanmark, mobil 2920 1107

APPFWU02V