Skip til primært indhold

Sundhedsudvalget vil have renere hospitaler

Formand for Region Syddanmarks sundhedsudvalg, Poul-Erik Svendsen (S), er klar til at indføre nye tiltag for at leve op til rengøringsstandarden på de syddanske hospitaler.

Formand for Region Syddanmarks sundhedsudvalg, Poul-Erik Svendsen (S), er sammen med resten af sundhedsudvalget parat til at indføre nye tiltag, der skal sørge for, at der leves op til rengøringsstandarden på de syddanske hospitaler.

- Vi tager kritikken af resultaterne af den rengøringsundersøgelse, som er foretaget på vores hospitaler, til os. Det må og skal vi kunne gøre bedre. Derfor vil vi indføre nye tiltag, der skal øge kontrollen af rengøringen, så vi kan leve op til vores rengøringsstandard, siger han.

De tiltag, Region Syddanmarks sundhedsudvalg vil indføre, inkluderer blandt andet forsøg med ATP-målinger, som blev brugt i programmet ”Hvad du ikke vidste om Danmark”, der blev vist på DR1 24. juni. ATP (AdenosinTriPhospat) findes i alt organisk materiale, og med en podning kan man med det samme se, hvor meget organisk materiale der er i testområdet.

Flere kontrolbesøg

Sundhedsudvalget lægger også op til, at antallet af eksterne rengøringskontroller fordobles til to gange om året. De skærpede krav til kontrollen skal blandt andet være med til at nedsætte antallet af infektioner, som ifølge Statens Serum Institut rammer hver tiende patient.

- Det tal skal vi have bragt ned. Vi ved, der er en klar sammenhæng mellem infektioner og dårlig rengøring, og derfor er der behov for, at vi øger kontrollen på rengøringsområdet. Selvom det er umuligt at gardere sig 100 procent mod infektioner, så er tallet i øjeblikket for højt, siger Poul-Erik Svendsen.

Bred politisk enighed

På et møde tirsdag 27. august besluttede sundhedsudvalget at indstille tiltagene til regionsrådet, som skal tage endelig stilling til det. Poul-Erik Svendsen er dog overbevist om, at tiltagene nok skal blive ført ud i livet:

- Vi er jo alle interesserede i, at vi får så gode og sikre hospitaler som muligt. Samtidig er der bred politisk enighed om, at rengøring på vores hospitaler er utroligt vigtigt. Derfor tror jeg bestemt, at vi i regionsrådet nok skal blive enige om at få vedtaget de nye tiltag, siger han.Yderligere oplysninger:

Sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S), Region Syddanmark, 
Direktør Per Busk, Sundhed, Region Syddanmark, mobil 2172 6687

Kontaktperson

APPFWU02V