Skip til primært indhold

Visitationsprocedurer af psykiatriske patienter skal præciseres

Efter knivoverfaldet på Psykiatrisk Afdeling Odense fredag 16. marts er afdelingen gået i gang med at forbedre instruksen for visitering af patienter før indlæggelse. Region Syddanmark gik allerede i fredags i gang med at gennemgå procedurerne i forbindelse med indlæggelse og visitation. Arbejdstilsynet har nu besøgt afdelingen og givet Region Syddanmark en uge til at præcisere instruksen.

Efter de voldsomme knivoverfald på Psykiatrisk Afdeling Odense, hvor en psykisk syg mand angreb en læge og to sygeplejersker med en kniv, er procedurer og arbejdsgange ved at blive undersøgt på afdelingen.

Arbejdstilsynet besøgte afdelingen mandag – og i forlængelse af besøget er afdelingen blevet pålagt at indskærpe og nedskrive instrukserne for, hvordan personalet visiterer patienter.

- Allerede i fredags gik vi i gang med at kigge procedurerne efter i sømmene og analysere forløbet. Nu har Arbejdstilsynet så bedt os om, at vi i løbet af en uge præciserer, hvordan vi visiterer patienterne på afdelingen. Og det skal vi nok være klar til. Vi skal naturligvis skabe sikkerhed for, at farlige genstande ikke kommer ind i psykiatrisygehuset. Når den nye detaljerede instruks er klar, vil alle afdelinger fremadrettet skulle arbejde efter denne, siger lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen, Psykiatrien i Region Syddanmark.

Vil gennemgå forløbet

Ud over at beskrive helt præcist, hvordan personalet skal foretage en visitation, er Region Syddanmark også ved at lave en redegørelse for hele forløbet.

- Vi skal have undersøgt det her til bunds og finde ud af, om der er andre ting, vi kan gøre bedre. En ting er en beskrivelse af, hvordan man foretager en kropsvisitation, men vi ønsker at gennemgå alle vores procedurer, siger Anders Meinert Pedersen.

Voldsepisoder halveret fra 2006 til 2011

Arbejdstilsynet har netop godkendt en langsigtet handleplan for Afsnit 302, hvor hændelsen i fredags fandt sted. Handleplanen er udarbejdet af Psykiatrisk Afdeling Odense efter et screeningsbesøg fra Arbejdstilsynet i 2011. Besøget udløste en vejledning, hvor Arbejdstilsynet blandt andet skriver, at der i en periode har været overbelægning og øget plejetyngde, og at der er en øget risiko for, at medarbejderne udsættes for vold og trusler. Arbejdstilsynet har i den forbindelse kigget på tal om vold og trusler fra den seneste psykiske arbejdspladsvurdering (APV) i afsnittet.

- Disse tal er imidlertid et øjebliksbillede fra afsnittet. Vi har en konkret opgørelse fra arbejdsmiljøorganisationen på afdelingen. Disse tal viser, at tilfælde af vold og trusler mod patienter, pårørende og medarbejdere er halveret fra 2006 til 2011. Det er registreringer foretaget gennem 10 år, som ledere og medarbejdere er enige om er retvisende, oplyser Anders Meinert Pedersen.

I handleplanen, som er godkendt af Arbejdstilsynet 15. marts 2012, beskriver afsnittet, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at løse og forebygge problemerne. Afsnittet var allerede i gang med dette arbejde inden Arbejdstilsynets besøg.

Af Arbejdstilsynets godkendelse fremgår det, at Psykiatrisk Afdeling Odense har et år fra foråret 2012 til at gennemføre denne plan.

Flere tiltag på vej

Region Syddanmark har flere tiltag på vej, som skal sikre endnu bedre arbejdsforhold på regions psykiatriske afdelinger.

- Psykiatrien arbejder lige nu på at blive certificeret på arbejdsmiljøområdet Vi har meget stor fokus på at opkvalificere og efteruddanne vores personale og rekruttere ansatte til psykiatrien. Endelig er samarbejdet med kommunerne også et sted, hvor vi sætter ind. Og så er vi på vej med tiltag indenfor telepsykiatrien, som skal sikre, at vores behandlere kan arbejde på tværs af regionen, siger Torben Kyed Larsen, konstitueret psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark.

Krisepsykologisk bistand

Psykiatrisk Afdeling Odense har siden fredag ydet krisepsykologisk bistand til medarbejderne.

- Stemningen er trykket. Det er en tragisk hændelse, hvor tre kolleger fortsat er indlagt og har været ilde tilredt. Hændelsen berører os stadig meget, siger Anders Meinert Pedersen.

Straks efter hændelsen fandt den første debriefing af personalet sted, og den er weekenden igennem blevet fulgt op af face-to-face psykologbistand samt mulighed for telefonisk kontakt til afdelingens psykologer. Mandag har der atter været debriefing, og 19. marts var der fællesmøde for alle medarbejdere.

- Vi vil fortsat tilbyde krisepsykologisk bistand i det omfang, der er brug for det. Det tilbud gælder også i den kommende tid. Dels for de medarbejdere, der har været direkte involveret og dels for de, der var på arbejde på de tilstødende afsnit.

- Afsnit 302 er et intensivafsnit, hvor man som medarbejder skal være følelsesmæssigt og mentalt på toppen, så vi kan yde den rigtige behandling til patienterne, siger Anders Meinert Pedersen.

I mellemtiden er de indlagte patienter placeret på andre afsnit i Odense-afdelingen. Mens nyhenviste patienter indlægges på døgnafsnit i Svendborg og Middelfart.

Afdelingen har her til morgen haft et møde med Fyns Politi, hvor forløbet fredag blev evalueret. Parterne er enige om, at forløbet har været tilfredsstillende.

Yderligere oplysninger:

Anders Meinert Pedersen– lægefaglig direktør – Psykiatrien i Region Syddanmark – 20 10 19 31

APPFWU02V