Skip til primært indhold

700 nye parkeringspladser til sygehuset i Aabenraa

Varevogne, lastbiler og personbiler i massevis bliver en del af fremtidsscenariet i Aabenraa, når Region Syddanmark de kommende år bygger akutsygehus og psykiatrisygehus for cirka 1,7 milliarder kroner. Den voldsomt øgede trafik kombineret med, at det fremtidige sygehusbyggeri står til at mangle parkeringspladser, fik regionsrådet til i eftermiddag, mandag 31. januar 2011, at godkende byggeriet af et P-hus med 700 parkeringspladser.

- Vi kan se, at der vil være behov for et p-hus både under og efter byggeriet. Ved at sige ja til byggeriet, giver vi både personalet, patienter, besøgende og byggeriarbejderne ordentlige vilkår under de to store byggerier, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V). 

Byggeri skaber behov

Region Syddanmark valgte i 2010 at fremskynde byggeriet af psykiatrisygehuset i Aabenraa, så Psykiatriens lokaler står færdige ultimo 2013. Den beslutning betyder, at presset på P-pladserne øges allerede fra 2012.

Håndværkerne der skal arbejde på de to byggerier vil nemlig optage meget plads, og da Region Syddanmark har valgt at placere psykiatriens byggeri som en sammenbygning med det somatiske sygehus, vil det betyde, at regionen bliver nødt til at inddrage op mod 200 allerede eksisterende parkeringspladser.

Derudover vil der, når både den psykiatriske og den somatiske del af sygehuset står færdigt i 2018, være et behov for minimum 1.860 P-pladser – et behov der bliver opfyldt med det nye P-hus.

P-huset vil koste omkring 60 millioner kroner, og der vil være mulighed for at udvide det med 400 pladser, hvis der senere bliver et øget behov. P-huset forventes at kunne tage imod biler fra april 2012.

APPFWU01V