Skip til primært indhold

Ny organisering på sygehusene sendt i faglig høring

Et team af højtspecialiserede læger bliver omdrejningspunktet for patienterne og sundhedspersonalet på de sygehuse, der skal bygges over de næste ti år. Den nye organisering vil få stor indvirkning på sygehusenes afdelinger. Det samme gælder udviklingen mod stadig mere ambulant behandling.

Det viser en rapport om sygehuse i Syddanmark som Region Syddanmark netop har sendt i høring.

"Når de fælles akutmodtagelser bliver hjørnestenen på de nye akutsygehuse, så betyder det, at sygehuse skal indrettes på en helt ny måde. Det bliver nødvendigt at bryde med den traditionelle specialerettede afdelingsstruktur, som vi kender i dag", siger Henrik Villadsen, sygehusdirektør for Sygehus Sønderjylland og formand for den arbejdsgruppe, der står bag rapporten om sygehuse i Syddanmark.

"Sygehusene vil i stedet blive indrettet efter, hvilke forløb patienterne gennemgår", forklarer han.

Rapporten er en opfølgning på "Rapport om Fælles Akutmodtagelser (FAM) i Region Syddanmark". Den forsøger at belyse de konsekvenser som det vil få, når akutmodtagelserne bliver omdrejningspunktet på akutsygehusene.

Bryder med specialeindretningen

Ifølge rapporten vil det blandt andet blive nødvendigt at bryde med den traditionelle specialerettede afdelingsstruktur på sygehusene for at imødekomme de kommende udfordringer.

Her er begrebet "kompetenceklynger" tænkt som ét af de mulige svar. Kompetenceklynger er tværfaglige og tværspecialiserede enheder, der har ansvaret for at gennemføre en række patientforløb, som er defineret på forhånd, fra start til slut.

Patienterne skal såvel i FAM som i klyngerne mødes af specialiserede teams, der i videst muligt omfang tager hånd om hele patientens forløb.

Samler i klynger

Én gevinst ved at samle flere specialer i samme klynge kan være, at behandlingen af patienterne i højere grad kan tilrettelægges som pakkeforløb, som det f.eks. ses indenfor kræftbehandlingen.

"Det kan betyde, at vi måske vil lave en kræft-klynge eller en mor-barn-klynge, hvis vi kan se at det styrker kvaliteten i patientforløbene", forklarer Henrik Villadsen.

"Det vil også få stor betydning for lægerne, sygeplejerskerne og resten af sundhedspersonalet, fordi de skal organiseres på en anden måde".

Målet er, at patienterne også i fremtiden skal opleve høj kvalitet i behandlingen på de syddanske sygehuse, og at behandlingen skal ske uden tidsspilde.

Rapporten om Sygehuse i Syddanmark er i faglig høring i syv uger fra den 23. november 2009 til den 19. januar 2010. Det blev besluttet på regionsrådsmødet den 26. oktober 2009 at sende rapporten i faglig høring.

Høringssvar kan afgives på: www.regionsyddanmark.dk/hoering 

APPFWU01V