Skip til primært indhold

Kjeld Zacho Jørgensen ny administrerende direktør i Region Syddanmark

Kjeld Zacho Jørgensen er 48 år og har siden 2006 været regionens direktør for regional udvikling. Fra august i år har han samtidig været konstitueret i stillingen som administrerende direktør.

Kjeld Zacho Jørgensen tager fat på det nye job med det samme.

Som administrerende direktør får Kjeld Zacho Jørgensen det øverste administrative ansvar for Region Syddanmarks 25.000 medarbejdere og et budget på omkring 20 mia. kr. Han kommer til at sidde for bordenden i regionens fem mand store direktion.

"Region Syddanmark er kommet rigtigt godt ud af startblokken. Kjeld har været med, siden de første streger til regionen blev slået, og dermed bidraget til den gode start. Kjeld står for den solide blanding af kontinuitet og nytænkning, der skal holde os fremme i førerfeltet", siger Carl Holst (V), regionsrådsformand og formand for forretningsudvalget.

"Jeg har jo en god fornemmelse af, hvad jeg går ind til, og jeg glæder mig fantastisk meget til jobbet", siger Kjeld Zacho Jørgensen.

"Vi står midt i arbejdet med at få en meget stor sygehus- og psykiatristruktur på plads. Næste år skal vi have lagt skinnerne til fremtidens Region Syddanmark med den Regionale Udviklingsplan. Vi står over for en stor kvalitetsreform – så der er nok at tage fat på".

Kjeld Zacho Jørgensen bor i Ødis ved Kolding sammen med sin kone og to børn. I sin fritid prioriterer Kjeld Zacho Jørgensen tiden sammen med familien. En løbetur og en god bog hører også til favoritsyslerne i fritiden.

Der var 10 ansøgere til stillingen som administrerende direktør.

Stillingen som direktør for regional udvikling opslås snarest.

Yderligere oplysninger fås hos:

  • Regionrådsformand Carl Holst, Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10.
  • Ny administrerende direktør, Region Syddanmark, Kjeld Zacho Jørgensen, mobil 51 51 91 11.

 

APPFWU01V