Skip til primært indhold

Mød it-arkitekt Simone Svejstrup Asboe

Medarbejderportræt af Simone Svejstrup Asboe, som effektiviserer klinikernes arbejdsgange

IT-arkitekt Simone Svejstrup Asboe

Simone effektiviserer klinikernes arbejdsgange

Det er mit job at sikre, at sygehusenes kommende it-systemer understøtter de opgaver og den hverdag, der er ude på afdelingerne.

Gode it-systemer giver personalet mulighed for at give en bedre behandling til patienterne. Derfor synes jeg, det er vildt spændende at kombinere min it-viden med sundhedspersonalets arbejde.

Jeg mødes jævnligt med blandt andet læger, sygeplejersker, bioanalytikere og lægesekretærer. Jeg afholder fx interviews og workshops, hvor vi kortlægger deres arbejdsprocesser og får tydeliggjort, hvad et nyt it-system skal kunne, og hvilke behov det skal opfylde.

Min opgave er at hjælpe dem med at effektivisere og digitalisere deres hverdag.

Jeg omsætter ønsker og arbejdsprocesser til kravspecifikationer, så regionen kan sende nye it-systemer i udbud. Det er meget komplekst og kræver godt overblik, for kravene skal være meget præcise, og systemet skal tilpasses til det omkringliggende systemlandskab.

Det er altafgørende for, at regionen rent faktisk – når den sender et nyt it-system i udbud – også får et it-system, der lever op til det, vi har skrevet, det skal kunne.

Vi har et fantastisk it-fællesskab

I Regional IT er vi en god blanding af mange fagligheder, der blandt andet arbejder med projektledelse, it-support, drift af infrastrukturen, it-arkitektur og systemintegration.

Vores fornemmeste opgave er at sikre en stabil it-drift på Region Syddanmarks sygehuse, institutioner og administration. Afdelingen har også ansvaret for at planlægge og implementere it-løsninger til regionens 26.000 medarbejdere.

Da jeg blev ansat, fik jeg en mentor, som jeg kunne stille alle de praktiske spørgsmål, jeg havde til mine arbejdsopgaver og arbejdspladsen. Det betød, at jeg hurtigt fandt mig til rette i mit første job.

Den høje faglighed og den gode faglige sparring, sammensat med godt humør blandt mine kollegaer, inspirerer mig. Det er rart at have en arbejdsplads, som har fokus på kompetenceudvikling og at skabe gode arbejdsvilkår.

APPFWU01V